Jeg har haft tider, hvor jeg vidste hvem jeg var og hvorfor jeg er her. Jeg har en tid nu, hvor jeg hver dag må stille mig selv lignende spørgsmål og finde guidance til mit næste skridt. Jeg føler mig priviligeret at have haft mulighed for at opøve pejlinger via sansning og lytning til hjerte, krop og spirit.
Nuet er fyldt til bristepunktet med mening, men tit er det et højere/dybere perspektiv, der kan give mit sind ro.
Vi har hver vores tilgang til livet og universet. Et udgangspunkt der er vores unikke centrum til at finde mening i de udfordringer og peak points vi oplever.
Men som jeg oplever det er det et fælles vilkår, at vi må nyopdage os selv, hvis vi vil følge den transformation, der er igang i vores indre og med kloden.
Jeg tror at vi har noget helt særligt hver især at bringe ind på planeten nu - ind i det synlige eller usynlige fællesskab med alle væsener - som lever her i eller uden krop - ind til denne transformation, som i sin natur er til fulde ufattelig.
Det er lidt som at stå på tærsklen til døden. Nogen aner hvad der er på den anden side, andre må gå vejen i blinde.
Spændende og/eller skræmmende!?
Fælles for os fleste er at vi ikke véd det, men kan håbe og tro og finde spor på, at vi udfolder en guddommelig plan - i den fysiske død, såvel som i den levede proces vi står i nu.
En proces med at 'gå med', gi slip og få sit hjerte og sine pejlinger på plads - finde det dybeste rodfæste i sig selv.
Jeg har en særligt hjerte og ærefuldhed for Aborigines, den australske urbefolkning. For mig bærer de en kerne af visdom - et fundament, som kender måden at leve i pagt med planeten, alle dens væsener og den højeste ånd.
Fornylig læste jeg en bog, som betegner sig som skønlitteratur, men som muligvis bygger på virkelige møder. Uanset, er der noget der klinger. Fortælleren formidler at den stamme hun har mødtes med, opfatter sig som døende. Hun er ment til at formidle noget af deres visdom, og en pointe i bogen er, at det er tid at 'vi andre' bærer verden videre og lærer at kende vores visdom.
Alle i triben her har et beskrivende navn, som vi kender fra andre oprindelige kulturer. Man giver navnet til sig selv og forandrer det, når nye evner er udviklet og nye talenter opdaget. Når det sker er det tid til fest og fejring. Og det er én selv, der bestemmer, hvornår det er tid.
Tænk hvis vi ku anerkende os selv indefra - at vi ku stå op for en fest for os selv i værdighed og stolthed (hvis vi sku ha lyst til det). Ikke ud fra hvad andre måske/måske ikke har set og påskønnet, men ud fra en indre modning og vished om at jeg er nødvendig i livet og i verden - og dette er, hvad der giver mig størst mening og bringer mig mest intenst i live lige nu.
Det går langt dybere end at kunne føre sig frem.
Det rækker langt længere.
Det er det store JEGs bidrag til det store VI.
Sjælens bidrag til Helheden.
Tit oplever jeg de mest sarte og usynlige sjælsvibrationer fra et menneske have stærk og gennemtrængende indflydelse på mit hjerte og system. Andre energier rør en nerve i mig ved at udfolde sin kraft og særskilte intelligens. Nogle eksistenser er meget lidt set for noget som helst, men gemmer en SKAT i hjertet.
NÅR MIT INDRE ER I TÅGE, SER, MÆRKER, FORNEMMER JEG DET BARE IKKE
Vi lever i en 'numb' tid 🙈🙉🙊 hvor alt for mange indtryk og unaturlige dagsordener gør os følelsesløse eller man mærker alting så meget, at man ikke kan håndtere og være i det.
Flere og flere trives ikke i de rammer, den moderne verden har opbygget. I denne gængse 'samfundsmasse' / vores kollektive rum, er det svært at mærke stedet indeni, hvor dét dybere noget lever.
De fleste kender ikke sig selv godt nok, har ikke haft tiden og rummet til at opdage det indre, dybere sted, som gør en til den man er. Og heller ikke opbakningen til at kunne flytte og forandre sig i dét felt.
Mange af os har så store udfordringer bare ved at leve og være her, at det lyder som uhørt overskuds luksus, at beskæftige sig med - MEN JEG TROR IKKE PÅ NOGEN ANDEN VEJ - hverken for os selv som individer og fællesskaber - eller for helheden.
Som menneskevæsen i krop har vi nogle fælles vilkår;
Hvordan håndterer og transformerer vi livskraften og med den både vreden, glæden og frygten, så energien kan arbejde med og ikke imod os!
Udforske hvordan får vi hver især får adgang til sin åndskraft/sjælsstemme!
Vi har brug for at finde styrke til alenegangens diciplin og for samstemmighed/ samhørighed med andre.
Det er en vej, hvor vi må anerkende og give plads til udfordringerne. Lære hvad de har at lære os. Forsøge ikke at drukne.
Den del af os, som hænger fast i det gamle paradigme
- må vi udvikle os fra, vikle os ud af. Det er fx forslidte mønstre og at udvide, hvordan vi ser vores verden.
Det er en rejse som folder sig ud mens vi går den. Og vi må finde diciplin til ikke at gribe tilbage i tryghedszonen, men finde ny og sand tryghed og tillid et nyt sted.
Den del af os - eller dig, som kommer af det nye, bringer det nye til - må vi give plads til - tage imod uden nødvendigvis at forstå.
Livet er en balancegang. En forskellig balance, på forskellige måder for os hver især.
Det er en vej med mentale dilemmaer og tvivl/håbløshed - og med mulighed for at læne sig ind i tillid og erfaret kraft fra et højere virkelighed. (Embodied spirituality)
Det ku udtrykke sig som
∼ eventyr og krise hånd i hånd
∼ kigge ind og leve ud.
∼ kende sin ånd, finde flow og fodfæste
∼ give slip og holde diciplin
∼ lave sjov og kende alvoren
∼ .....
Vil du måske gå DIN vej sammen med mig og andre, der stille, værdigt og vildt, langsomt og tålmodigt - eller utålmodigt - søger og opdager sin kerne - sår, nærer og udfolder sine sjælsfrø i verden!
🐵
