26. marts 2018
I en indre og ydre verden som hele tiden er i bevægelse har jeg brug for visioner – en historie til at holde mit sind i ro – så jeg kan være så fuldt til stede i den uvisse bevægelse som muligt.
Hvad kunne min vision være – nu jeg har forladt min gamle historie. og over år har vandret i blinde for at finde en ny vej – i en ny tid, som ingen kender målet på.
Jeg sætter mig nu ned og skaber en ny historie – en retning, jeg tør følge
Jeg lytter i mit hjerte, jeg lytter til ordene, der strømmer, noget vil åbne sig, noget må gro…
Det som kommer eller det jeg er medskaber af – måske to sider af samme sag!?
Når hjertet åbnes ser det alle muligheder, sammenhænge og finder tillid og tro ud fra en vished, som sanses.
Hvad åbner så hjertet!? For mig er det uvist og dog er der det der gør det muligt.
Lige nu skriver jeg mig ind i min sandhed.
I går gik jeg en tur rundt om Almindsø ved Silkeborg og hilste på det gamle træ jeg har kendt en generation eller mere. Min faste fyr, når mennesker er kommet og gået.
TRÆET – er en personlig vision for mig. Det gamle, tykke, høje træ, der blev sået langt før min tid og vil stå her til efter min tid i denne eksistens. Dets trofaste høje energi og vedvarende støtte føles som en fysisk manifestation jeg har brug for i livet I min vision om mit livs rammer er TRÆET er del af det sted jeg bor og finder forbindelse.
Der skete det i går at jeg fandt forbindelse ved træet. Det står et sted hvor mennesker passerer forbi. Pludselig trak de forbipasserende mig med ind i menneskeverdenen og forbandt mig langt ind, langt ud og væk over store afstande omkring et fællesskab, en sameksistens af mennesker, der lever og passerer hinanden. Mange uden at kende hinanden – nogle med dybe familieforbindelser til deres egne – jeg nærmest uden en sådan, men hjemme i det større perspektiv – her lever jeg - her virker jeg.
Jeg mærker det – instantly – instant connection – instant mening – og alt blir godt igen i det lille liv, der ellers kan længes og kymre sig så grueligt om, hvordan hun finder fodfæstei denne verden.
Så TRÆET skal givetvis med i visionen om min personlige historie. Jeg har set det større, højere og mere dragende andetsteds, men hvor på kloden det står, ved jeg ikke – endnu.
MAGIEN skal også med. For mig er det magi, når sådant sker, som ved træet. Magien opstår når jeg føler, ser, sanser sammenhæng og når ’tilfældige’ ting opstår, som ikke kan planlægges eller forudsiges, men sker i fuld forbindelse med øjeblikket i et større billede.
Jeg er ikke altid sikker på OM der SKER noget udenfor mig, men giveligt inden i mig.
Jeg mærkede magien på vores nylige rejse til Nepal. Jeg mærkede den fra min stol på terrassen og ved det hellige bjerg. Hvordan den indfandt sig der, var vel også fordi jeg havde inviteret den, ved at lytte og søge forbindelsen.
Jeg satte mig hver aften ved solnedgangstid på terrassen og lyttede. Nogle gange kom mennesker støjende forbi for at se med på udsigten og forstyrrede mit sind. Nogle gange var det tordenvejr og jeg fik fred i lyn og regn og brag igennem bjerg og dale til at mærke, sanse dybere, finde indsigt måske.
En aften mærkede jeg forbindelsen – til kvinderne – de viise – i området, i landet, måske helt omkring Tibet, som ikke er så tilgængelig på anden vis.
Jeg mærkede disse mange Grandmothers, som lysende, kraftfulde væsner, som levende i krop eller uden ved jeg ikke. Men vi VAR der – sammen – og holdt den store vision.
Den vision der rækker ud over næser og navler. En vision om det feminine i drift, i kæren om hinanden og helheden.
Jeg fik et nyt syn på kvindecirkler og sammenhænge. Og jeg blev GLAD indeni, da jeg næste dag dumpede ind i en butik neden for, hvor lokale kvinder fik job i at bruge deres talenter som syersker og vævesker og til støtte i et videre perspektiv. Selvfølgelig købte jeg over dage en hel masse tæpper, tørklæder, tasker til den faste pris at tage med hjem. Ellers er jeg ikke god til power shopping, men her gav det mening og godt at ha gaver med en god historie indeni.
Næste aften på terrassen vældede kærligheden til ’folket’ op i mig. Ikke en jeg ellers kender, men her blev den overvældende. Hvor den kom fra er uvist, men en altomfattende Nepal – Tibet fornemmelse. Et menneske hjem, en kæren for folket.
Nepal er en sammensurium af et utal af forskellige stammer, sprog, spirituelle og kulturelle små grupperinger/familier. Her er ofte sydende konflikt i storbyen – ja – men endnu mere fredelig sameksistens i hverdagens nabolag.
Men den her kærlighed kom ikke fra dette uforståelige kaos,
den var her bare!
DÉT er for mig MAGISK – hver gang hjertet åbnes i forundren over hvor dét kom fra!
MODERBJERGET (min navngivning) – det hellige bjerg Machapuchare – også kaldet Fishtail, som gør det nemmere at huske og finde på Google, og Machapuchare får mig til at tænke på Machu Picchu – er der en forbindelse? måske…
Machu Picchu, Peru + Mig og Machapuchare, Nepal
Den magiske morgen ved moderbjerget var som magiske morgener er – uventet, uforudsigelig og alligevel med en viljes handling, der muliggør mirakler.
Viljen var at vi stod op før fanden får sko på og vandrede op ad bakkeskråningen (som de kalder en højde på en times tids stigning (fra hvor vi var – var det ½ time - for lokale – vi klarede det på 50 min) - Vi ville nå solopgangen og en tvivlsom, men dog mulig kig til de hvide Himalaya bjerge, der ude bag ved et sted, vi ikke kendte endnu.
Ved landingen i Kathmandu så vi dem ikke (et billede taget ud af vinduet i flyet afslører dog et hvidt ’skydække’ i det fjerne, som utvivlsomt er bjergtoppe) – heller ikke på indenrigs flyveturen til Pokhara dagen efter, så vi den eftertragtede bjergudsigt – selvom vi sad i den rigtige side.
Siden vi var kommet en uges tid før havde det hver dag været diset og overskyet med for ringe udsigt til at øjne Himalaya og dog med rigelig sol og fint vejr til at nyde en anden årstid end Danmarks hårde vinter i de sidste februar dage.
Men tilbage til magien. Tidlig morgen, ’bakken’ vågner, landsbyen på toppen vågner med bål i baghaven og ko i stald. Vi finder udsigtspunktet og den disede solopgang over en del af Pokhara vi ikke havde ventet. Det skuffer lidt med alt det by og håbet svinder om et glimt af bjerge i det fjerne – ikke i dag!!
Men alligevel og nok altid en morgen vandring værd.
Mærke sin krop, mærke stigningen og den tidlige opvågning og renhed - til alle tider fascinerende.
Tid til nedstigning og tilbage til dagsrutinen på yoga centeret, vi bor på.
Vi vender os om og DER er de. LIGE der. Bag bakken, bag landsbyen vi lige har vandret igennem. DER ligger de i morgendis og havde vi været lidt mere søvnige, ku de ha lignet skyer.
Men det er vi ikke!
Vi bjergtages – begge to – Jens og jeg. Pludselig forsvinder kulden fra min krop og jeg bare står, som en stenstøtte med en stærk og voldsom favnende energi rislende omkring og i mig fra bjerget, lige der, med spids på. Ryggen til venstre trækker også opmærksomhed, men ikke som spidsen, der troner i landskabet med sin energi og sit smukke ydre.
Jeg favnes, jeg føres hjem, som jeg ikke har været hjemme før på planeten. Jeg fødes i et evigt favntag – og dog må det stoppe.
Forvandlet til tårer, bevæger vi os nedad igen og finder vej trods tvivl. Det var jo mørkt da vi gik op.
På centeret mødes vi af et ”How did it go”?
"We saw them!!!" med et ærbødigt ’thank you for showing yourself – Mother Mountain’ .
Den majestætlige spids viste sig at være Machapuchare
- i lokal befolkningen varetaget som et helligt bjerg, der ikke må betrædes af mennesker.
Det vi så venstre for var en af Annapurna kædens toppe.''
Her i fattig gengivelse fra morgenen efter – bjergene var så meget tættere på end dette billede viser… og noget billede vil kunne vise.
