Jeg har altid haft en nervøsitet i og med mig. En vibrerende energi, som jeg nogen gange har kaldt frygt, andre gange sensitivitet.
Det er en tilstand som har søgt fast grund, stabile forhold, familie og rodfæstet følgeskab, men ikke rigtig fundet nogen af delene.
Måske fordi min sjæl finder sig fanget her - vejen vil noget andet. Den vil nyt - helt nyt - og med nyt kommer også usikkerheden - sammen med den søde spænding, når vi flyver højt.
Men frygten, den eksistentielle angst og søgningen efter dybtgribende, ultimativ tryghed har også hjulpet mig med at finde den vej jeg går på nu - en åndelig vej. En vej hvor jeg går alene, men mere og mere kan hvile mig ind i de store virkeligheder af ånd, lys, samhørighed og en anderledes sandhed.
Og med turene op, går turene ned - en indre præmisse - en søgen efter balancen - at få det hele med.
Rejsen har et stykke tid nu ført mig igennem opgivelsens, frygtens, angstens landskab.
Jeg lever ellers højt på min magiske oplevelse af livet, og fatter faktisk først nu at også jeg bærer svære traumer i mit system.
Nu hvor verden er i kaos og jeg på min åndelige vej ledes mere og mere ned i kroppen, ind i det fysiske liv, dukker skaderne og sårene op, sammen med diverse uerkendte tilstande og følelser.
De vil ses på og forløses ved mit nærvær og favnen.
De sidste år har jeg været igennem yderpunkterne af livet, set min død og jordens mulige destruktion i øjnene og vågnet fra det igen. Nogen gange på splitsekunder, andre gange har det taget dage og perioder med dybe dyk.
De sidste år, som verden er gået amok omkring mig, er denne indre angst blusset op og jeg er blevet ledt til at finde flere redskaber til at kunne håndtere den indre uro.
Også for at kunne støtte dem jeg møder undervejs.
Min hensigt er en dag at kunne stå klart i mit center og åbent og følsomt hvile her i orkanens øje.
Når man er ude af sig selv virker åndelig tale tit som utopi.
Jeg har fundet at fysikaliteten kan være min store hjælper i at finde jordnær modstandskraft og styrke.
Fysikalitet i nærvær med min egen krop og når det er mig givet - en andens favntag.
Som min krop er et anker for mig, kan den måske en dag være det for en anden, hvor det store hav er i oprør.
Og jeg er velsignet med en partner i kærlig krop og 'min jordgudinde' der som kærligt væsen og kropsbehandler følger og vidner min rejse, dér hvor ingen andre kan følge mig.
