+ info / hannahs columne / exploring our beingness / fear & feelings / hånd i hånd med frygten - personlige fortællinger

HÅND I HÅND MED FRYGTEN

- fortællinger fra min mere personlige skuffe
 
 
 
 
 
Jeg har altid haft en nervøsitet i og med mig. En vibrerende energi, som jeg nogen gange har kaldt frygt, andre gange sensitivitet.
Det er en tilstand som har søgt fast grund, stabile forhold, familie og rodfæstet følgeskab, men ikke rigtig fundet nogen af delene.
Måske fordi min sjæl finder sig fanget her - vejen vil noget andet. Den vil nyt - helt nyt - og med nyt kommer også usikkerheden - sammen med den søde spænding, når vi flyver højt.
 
Men frygten, den eksistentielle angst og søgningen efter dybtgribende, ultimativ tryghed har også hjulpet mig med at finde den vej jeg går på nu - en åndelig vej. En vej hvor jeg går alene, men mere og mere kan hvile mig ind i de store virkeligheder af ånd, lys, samhørighed og en anderledes sandhed. 
 
Og med turene op, går turene ned - en indre præmisse - en søgen efter balancen - at få det hele med.
 
Rejsen har et stykke tid nu ført mig igennem opgivelsens, frygtens, angstens landskab.
Jeg lever ellers højt på min magiske oplevelse af livet, og fatter faktisk først nu at også jeg bærer svære traumer i mit system.
Nu hvor verden er i kaos og jeg på min åndelige vej ledes mere og mere ned i kroppen, ind i det fysiske liv, dukker skaderne og sårene op, sammen med diverse uerkendte tilstande og følelser.
 
De vil ses på og forløses ved mit nærvær og favnen.
De sidste år har jeg været igennem yderpunkterne af livet, set min død og jordens mulige destruktion i øjnene og vågnet fra det igen. Nogen gange på splitsekunder, andre gange har det taget dage og perioder med dybe dyk. 

De sidste år, som verden er gået amok omkring mig, er denne indre angst blusset op og jeg er blevet ledt til at finde flere redskaber til at kunne håndtere den indre uro.
Også for at kunne støtte dem jeg møder undervejs. 
Min hensigt er en dag at kunne stå klart i mit center og åbent og følsomt hvile her i orkanens øje.  
 
Når man er ude af sig selv virker åndelig tale tit som utopi.  
Jeg har fundet at fysikaliteten kan være min store hjælper i at finde jordnær modstandskraft og styrke. 
Fysikalitet i nærvær med min egen krop og når det er mig givet - en andens favntag. 
Som min krop er et anker for mig, kan den måske en dag være det for en anden, hvor det store hav er i oprør.
 
Og jeg er velsignet med en partner i kærlig krop og 'min jordgudinde' der som kærligt væsen og kropsbehandler følger og vidner min rejse, dér hvor ingen andre kan følge mig. 
 
 
 
17.06 2022
 
DETTE SKRIV ER I PROCES... stod der længe på siden om FRYGTEN
 
- JEG GIK I STÅ med at undersøge måder at dæmpe/forvandle min frygt og angst.
- FORDI DEN FORSVANDT et laaaagt stykke tid er jeg ikke vågnet med en uudgrundelig klump i halsen og maven og brystet - bare dér, uden fattelig grund.
 
Ja, hvad skete der! 
Jeg røg i krea og action mode og har i de sidste måneder fulgt dén fremdrift, som får tingene til at flyde og åbentbart angsten til at fordufte. 
Det er et andet leje, et sted hvor intuition og inspiration arbejder sammen. Et sted med en højere frekvens.
Et sted som jeg har kunnet vælge at give mig tid og plads til at tune ind til... 
 
Jeg har også brugt min egen 'medicin'.
- dyrket de nye fortællinger om min vej og verden, sange som bekræfter og forstærker min enegi, de gode nyheder med andre vinkler, helheds tænkende, fremsynede nyheder, støttende højfrekens koder og det healende nærvær.
Og medicin arbejde med the Work that Reconnects, som hjælper mig med at føle, at jeg udfylder min plads i det store skift. Og hvor småt det end synes og usynligt det end er, styrker det mig i ånden, følelserne og kroppen.
MÅSKE ER JEG BLEVET MERE HEL!
 
Men også helheden ryger ind og ud af balance.
I morges vågnede jeg igen med en snært af knuden i kroppen. 
 
Jeg er på vej ud i livet igen og det er udfordrende!
NU - fordi jeg ønsker at være i livet fra dét sted af intuition og inspiration og et åbent, engageret og medfølende hjerte.
Det er store krav, eller er det?
Måske kræver det bare mit mod og vilje til at følge vejen.
 
Og jeg stiler ikke efter at den skal være uden frygt og angst.
Det følger med at bevæge sig ud af comfortzonen. Men lige nu tror jeg at jeg har nok redskaber til at møde det som kommer - OG finde hjertet og helheds balancen, selv når det gynger
Nu må vi se....
 
 
 
 
 
MIN FRYGT FORTÆLLING I TIDEN  (2021)
Ofte vågner jeg med angst i hjertet.
Når jeg står op og går i gang med fysiske gøremål eller min morgen vejrtræknings meditation, forsvinder den som regel fra de bevidste lag.

Men pludseligt og uventet i dagen kan den dukke op igen.
Som reaktion på hvad som helst, der kommer forbi min næse.
Irritation over småting, de andre er dumme, kærestens attitude er forkert, vreden bobler, over en bemærkning på Facebook - selvom jeg lige har mediteret og lige før var glad og rolig.

Kigger jeg bagom, bagom, bagom, når jeg næsten altid ind til frygten.

Jeg véd af erfaring, at når jeg er igennem og har integreret min forståelse, så lander jeg et klarere sted og kan skinne igennem igen.
 
 
Frygtens ydre årsag lever i mig omkring de dominerende fortællinger om pandemien, som er med til at sprede en masse af frygt energi - med utryghed, strid og ubalance som følge. 
 
Min fornuft, mit hjerte, min intuition og sandhed ser ingen fare signaler - de lytter til de stemmer, der siger at alt er del af den store åbenbarelse, at alt MÅ op til overfladen for at kunne blive transformeret.
 
Men stille og roligt er den kollektive fællesfrygt alligevel sivet ind i mit system, også selvom jeg har været opmærksom fra start og i den henseende lever utroligt priviligeret pt.
Jeg indgår fx ikke i en gruppe, hvor der er en styrende holdning til tidens spørgsmål, som let kalder til at indordne sig eller gå i forsvar/angreb. Jeg undgår diskussioner, da jeg ser at de også i mig, let kommer til at foregå på frygtens præmisser. Jeg kan (til dels) selv vælge, hvor og hvor meget jeg vil tage ind af de modstridende holdninger fra officielle og sociale medier.
 
Jeg ser mig nødsaget til hver dag, at udføre et bevidstheds arbejde, for at kunne rumme denne massive påvirkning og bevare mit fodfæste.
Jeg forsøger at vælge at se ind i det, når jeg kan rumme det og forsøger at se væk, når jeg ikke kan.

I min seen væk, ser jeg opad og ind i min egen centrering og finder en vej til ny kraft.
 
 
Bag alt dette ligger en eksistentiel angst. Hos mig pustes den til - blandt andet p.gr.a. at mit indre er i gennemgribende forvandling. 
 
Men alle disse forhold er også en gave, der presser mig til og støtter mig i at arbejde bevidst - med de temaer der er oppe omkring pandemiens følger, og jeg konfronteres med de store spørgsmål, som døden, livsangsten, den store eksistentielle verdensangst (klodens tilstand) - og jeg er nødsaget til at gå igennem. 
 
Jeg har en lang træning i indre arbejde bag mig og en spirituel kontakt, som bærer mig, hvor jeg ikke har mennesker eller faste former at støtte mig til.
Kun for nylig er styrken begyndt at skinne igennem igen. Som om en indre tryghed og kraft integreres i at finde et fundament i mig selv, frem for fra en ydre platform og stabilitet.
 

Jeg håber det kan være til inspiration, også for den der lige nu sidder under andre pres.
 
 
seeds-of-the-new | Sukkertoppen, Søhøjlandet, Midtjylland - DENMARK