EN FORTÆLLING OM RUMMETS BETYDNING FOR MIN REJSE
I et efterhånden langt liv har jeg været engageret i RUM
∼ i at søge og skabe dem, så de virker optimalt for os som menneske og sjæl i krop - og i tjeneste for udfoldelsen af en højere vejs sandhed.
Jeg mærker dette mysterie som min sandhed udover mig og jeg mærker det udfolde sig fra hjertet.
Jeg har været medskaber af rum, bl.a. som
∼ poetisk omsorgsklovn
∼ i musisk/kropsligt samspil fra stemmen og kroppens udtryk og energi
∼ healings formidler og hidltil ganske lidt igennem shamanistisk kanalisering.
Jeg har holdt rum i cirkler og for enkeltpersoner igennem forskellige livsprocesser.
Senest via mit praktiske job på et hospice, har rummet genkaldt og udfoldet et dybere sted i hjertet.
Livet på kanten – om det er med døden eller som vi går - fremkalder det åbne, afmaskerede, hjertemøde mellem mennesker – med plads til fri ånd og eksistens og de små ting, som gør et liv for os alle, om end vi har hver vores udgangspunkt og retning.
Efter før at have været mere flyvsk og lydeksperimenterende, har jeg på hospicet opdaget min stemme fra en ny kilde – ind i en morgensang fra højskolesangbogen. Her synger jeg ikke for mig, men ind i et rum, som er ud over mig. At give enhver sang hele hengivelsen, synge enhver tone fra hjertet, har åbnet det - hjertet, som en sitrende levende kilde.
Hørbart eller ej er jeg i morgensangen her igen og igen blevet rørt til gåsehud – både fra min egen stemme og andres - og når det sker, fornemmer og tror jeg at det rækker og når ud som et lys til det/den/dem det måtte være bestemt til.
Rummet på hospicet fremkalder noget i mig - en ur-oprigtighed. Det ER i sig selv - skabt af alle de skæbner der her lever intenst med deres kære eller selv er i den sidste tid i dette liv. Det er fyldt med dybe følelser og faldne masker. Mere end død er det liv vakt til live. Og det 'smitter'
KAN vi skabe et sådant rum sammen? - også uden at den fysiske død lige står og banker på.
Kan vi det, ved at vælge vejrtrækningen, kroppen, ånden! - åbne for den intensitet vi har mulighed for at forbinde os til - men måske savner rum for.
Jeg brænder for at skabe det rum, hvor vi kan smitte hinanden ved vores intensitet og afmaskerethed.
Et rum hvor friheden ikke kan leve side om side med præstation og sammenligninger, men kommer rent fra kernen i os hver især. Et rum hvor alle vover at vise sig og bringe noget ind, som ens hjerte næres, brænder og løftes i.
Hvor vi udfolder os i stilheden, i talen, i udtrykket.
Det vil uvægerligt tage tid før vi lander i kernen og vi må have overbærenhed med os selv. Når det lykkes, mærkes det og ér det - simpelt og sandt.
Måske kræver det at jeg husker mig selv i selskab med døden og værdsætter det liv, jeg er givet.
At jeg tilgiver, holder tålmodighed og taknemmelighed og ser os alle som lige værdige og duelige med hver vores udfordringer og unikke evner/talenter.
Men det er ikke altid ’bare lige'...
At få den udelte, uvildige, ikke fordømmende opmærksomhed giver mig en mulighed for at finde dybere i det som ér og finde udtryk for det, som kun kommer til live i et intenst, intimt rum med andre.
Når jeg står her i centrum af cirklen - i mit center, er jeg stærk i min sårbarhed og behovet falmer for opmærksomhed/eller modsat at ville gemme mig væk i selvbeskyttelse. Og det jeg HAR at dele fra et dybere/højere/sandere sted finder sin rette vej.
MEN dette sensitive, opbakkende rum, er heller ikke 'bare lige'...
Det skabes og nyskabes og er forskelligt fra hvem jeg mødes med og fra gang til gang.
I min alenegang har jeg altid båret drømmen om det perfekte paradis - RUM/SPACE/FÆLLESSKAB - på jord, hvor det ypperste kan udfolde sig i mig og sammen med ligesindede. Og det driver mig stadig. Men jeg ser mere og mere, at dét som støtter den proces jeg lever lige nu, det ER her allerrede.
Tit er det ensomheden, der flår mig videre i at gå dybere, frem for at tro jeg kan læne mig ind i en drøm - og her er naturens rum den dyrebareste følger. Blandt mennesker jeg ikke kan forbinde mig med føles ensomheden mangedoblet - I naturen kommer samhørigheden af en energi, som bringer mig i kontakt med helheden
Men nogen gange er der brug for det fælles rum, hvor det jeg ikke kan alene har mulighed for at komme i spil.
Det uventede, uforudsigelige, overraskende kan ske, når vi formår at skabe et Room Without Roof, hvor der er frit flyv til sjælen og galakserne og frit dyk til jordens og kroppens universer.
Det er nødvendigvis med gradbøjning, hvor fri jeg/vi kan føle mig/os i rummet - det ligger i mig, i os og det vi har sammen - det ligger i den dét der rør sig i nuet, i tiden og i os - det ligger måske i den fysiske kontekt (som med hospicet)
Men her kommer 'kunsten er at se/sanse, hvad netop VI kan sammen' i drift - (frem for hvad vi ikke kan) - og troen på at det er netop dét, der støtter mit næste skridt.
Det efterlader nogen gange stadig en længsel efter, en drøm om at møde mennesker med hvem jeg kan udfolde sider, der sjældent eller aldrig er blevet mødt og udfoldet - men frem for at lade den drøm begrænse mig og frasortere noget af det der gør ved mig at møde mine skygger via andre - er jeg mere og mere draget til at lade mig drive af hvad der møder mig i min virkelighed. Og jeg er overbevist om at vi er mange, der - uden bedømmelsens, fordømmelsens filter - kan hjælpe hinanden ind i vores helhed og på vej videre.
AT VÆRE MEDSKABER AF DET RUM JEG BEHØVER
ER AT VOVE MIG SELV, VOVE AT VISE OG VÆRE DEN JEG ER I ØJEBLIKKET OG SAMTIDIG LYTTE TIL MIN FØLSOMHEDS SANDHED FOR HVAD DER MATCHER DETTE NU OG DETTE/DISSE MENNESKER - MÅSKE ER DER TING DER RENT FAKTISK IKKE ER PLADS TIL - MÅSKE ER DER MERE END MIT HOVED TROEDE.
At være så stor og så ydmyg, som det kræver at følge sin indre nørd eller føle sig så lille og uværdig, når de menneskelige følelser og problemagtikker tager over - det er et nøgent og intenst sted at dele med andre. Det er lige som hvor livet begynder og ender - hvor vi kan føle os levende i krop og måske helt ud i galakserne.
Og jeg må starte det sted jeg er i dag, med de blokeringer og udfordringer, jeg har med - som måske forstærkes eller nogen gange magisk opløses i feltet med andre.
Nogen gange tages et skridt imod større indsigt i mig selv, andre gange løftes en flig af evigheden. Det er en pilgrimsvandring - med mange små skidt og af og til - faktisk oftere og oftere, jo mere jeg STÅR i mige - et løft, et spring - lige nødvendige og lige dyrebare skridt, dyk og uvidelser af mit univers.
Jeg har de fleste af mine øjeblikke i selskab med naturen og med enkeltvis andre i skjulte hjørner. Jeg har samskabt rum i poetisk og relationelt klovneri, via stemmen og i andre sammenhænge, men kun i cirklens sacred space og særlige måde at bygge fællesskab på, har jeg fundet rum til at finde hjem i mig selv, fundet samhørighed og familiær tilhørsfølelse - sammen med andre mennesker.
Og heri ligger min opfattelse af at cirklens praksis i og udenfor det fysiske rum, i et meget større perspektiv, kan give os oplevelsen af at være forbundet.